En filminstallation af Bynke Maibøll.

13. januar - 26. marts 2006

Kunstnerisk fabuleren over polarforskeren og eventyreren Ludvig Mylius Erichsens (1872-1907) kamp mod døden i Nordøstgrønlands sneøde i 1907.

Installationen fokuserer på den Mylius, der døde i Grønland, fordi han var aldeles knusende forelsket i landet - naturen - folket.

Installationen iscenesætter lederen og initiativtageren til den berømmede Danmarksekspedition (1906-08) Ludvig Mylius Erichsens (1872-1907) endelige knæfald - øjeblikkene - som han skriver så levende om i sine dagbogsnotater - hvor indtrykkene og tankerne samler sig for ham, og hvor han er lige ved at opgive og lægge sig til rette på isen og dø af udmattelse, men hvor noget får ham til at fortsætte, indtil det sidste fald...

Installationen vises på tre store frithængende lærreder.

Det ene viser det sidste knæfald i en suggestiv rytme: Mylius gennemgår de sidste jordiske "ritualer" - finder en fugl som han spiser råt, klargører sine optegnelser, så de - forhåbentligt - overlever ham - korte glidende flashbacks til København, til Vesterhavet og sin hustru Marie.

De to andre lærreder rummer landskabsoptagelser fra Grønlands sneøde. Store bevægelige view over den natur, han overgiver sig til.

Lyd-delen af installationen er lavet af Sten Borreby og den underbygger hele denne summende stemning af slutning, med forvrængede men dog melodiske reallyde, vindens susen og regulære tonerækker.


Filmene er optaget på S/H Super8mm i Ittoqqortoormiit i Maj 2005 af Bynke Maibøll.

Udstillingen er støttet af Kunstrådets fagudvalg for Billedkunst/The committee for Visual Arts.