TransFORM er en suveræn demonstration af kreativ og vital Nordatlantisk kunsthåndværk og design.

20. maj - 24. juli 2005

Særudstillingen TransFORM fokuserer på moderne design og kunsthåndværk fra Island, Færøerne og Grønland.

På udstillingen vil man kunne se det smukkeste filigranarbejde fra islandske guld- og sølvsmede, der her udstiller smykkekunst i verdensklasse.

Fra Færøerne har tekstilkunstnere designet en række kreationer af bl.a. skind og uld, der angiver nye muligheder for anvendelse og forarbejdning af materialerne.

Fra Grønland præsenteres skulpturer og kunsthåndværk med en tydelig prægning fra den omgivende natur udført i de for landet så karakteristiske materialer: skind, ben og sten. Særligt knyttet til den grønlandske håndværkstradition er en åndelig dimension, som ses reflekteret i flere af værkerne.

Udstillingen illustrerer, hvor dybt de enkelte udstilleres kulturelle og faglige rødder strækker sig ned i de respektive landes formgivnings- og håndværkstraditioner, og man ser tydeligt den stærke tilknytning til og respekt for disse traditioner.

Samtidig er det indlysende, at kunstnerne også orienterer sig hjemmevant på den internationale kunst- og designscene. Og at der - samtidig med respekten og erfaringen af traditionernes betydning - er en vilje til bevægelse og forandring, bl.a. i retning af et moderne og mere urbant udtryk.