Åbningstid i dag: 10-17
Åbningstid i dag: 10-17
Åbningstid i dag: 10-17
Åbningstid i dag: 12-17
Åbningstid i dag: 10-17
Åbningstid i dag: 12-17
Åbningstid i dag: 12-17
Menu

Nyhed, 22. februar 2022:

Rønnow Arkitekter skal give nyt liv til Tranhuset

Rønnow Arkitekter har vundet opgaven med at restaurere og nyindrette Tranhuset på Nordatlantens Brygge som ramme for et møde med de nutidige nordatlantiske folk og samfund – og med den nordatlantiske natur.

Udviklingen af det naturvidenskabelige og humanistiske formidlingsindhold og ikke mindst renoveringen af det historiske Tranhus støttes med tilsammen 45 mio kr. af A.P. Møller Fonden, Novo Nordisk Fonden og Augustinus Fonden.

Tranhuset på Christianshavn har en helt særlig historie. Det blev opført i 1781 som pakhus for den tran, der blev kogt af spæk fra hvalfangsten i Nordatlanten. Tran var en vigtig og bekostelig ressource, som blev brugt til belysning både indendørs til tranlamper og udendørs til trangadelygter. Efterhånden som andre belysningsformer blev introduceret, blev tran kun anvendt i hærdet form til fremstilling af sæbe og margarine samt i mindre grad til smøring og garvning.

Projektet omfatter en istandsættelse af ejendommens godt 850 m2 fordelt over tre etager. Huset er opført med facader i grundmur og indvendige bærende konstruktioner i tømmer.

Med den kommende restaurering kan den smukke, fredede teglstensbygning, med sine karakteristiske røde detaljer og asymmetriske profil, se frem til atter at skabe fortællinger om de tætte forbindelser til Nordatlanten med udgangspunkt i husets oprindelige historie.

”Vi er utroligt glade for den spændende opgave, vi er blevet udvalgt til. Tranhuset rummer mange fortællinger, og vi ser frem til, sammen med det øvrige rådgiverteam, at skabe et åbent hus med fokus på at bevare og styrke bygningens fredningsværdier og på samme tid nænsomt tilføre hele Nordatlantens Brygge nye vitale lag, der indskriver stedets anvendelse i nutiden.”

Det udtaler partner og arkitekt MAA Mette Prip Bonné, der er projektleder på opgaven.

Projektet har overordnet to spor; en restaurerings- og en formidlingsdel, hvor restaureringen skal skabe de fysiske rammer for den kommende udvidede skoletjeneste. Begge opgaver har til formål at styrke kendskabet til Nordatlanten, stimulere interessen, nysgerrigheden og øge den gensidige respekt mellem landene.

Restaureringen af Tranhuset løses i et tæt samarbejde med EKJ Rådgivende Ingeniører, og det indledende arbejde og forundersøgelser er allerede gået i gang

Huset forventes at kunne åbne dørene for de første gæster i løbet af 2024.


Tilbage

Tranhuset

Tranhuset