NANOOK
Glæd dig til en koncert med et af Grønlands bedste live-bands, når indierockbandet Nanook indtager scenen på Nordatlantens Brygge
Fredag 4. december 2026 kl. 21
Nanook er kendt som et af Grønlands stærkeste livebands og har gennem årene begejstret publikum i både Grønland, Danmark og resten af verden. Den 4. december indtager bandet scenen på Nordatlantens Brygge med deres karakteristiske lyd, stærke melodier og energiske liveoptræden.
Med seks album bag sig har Nanook markeret sig som et af de få grønlandske bands, der har formået at skabe international opmærksomhed på grønlandsk. Bandet har turneret i blandt andet USA, Canada, Spanien, Frankrig, Skandinavien og Asien, hvor deres musik har fundet vej til publikum – også langt ud over Grønlands grænser.
For 15 år siden udgav Nanook Ingerlaliinnaleqaagut, som siden er blevet Grønlands mest streamede sang. Bandets udgivelser tæller både prisvindende og guldsælgende album, og Nanook har gennem årene opnået nogle af de største salgstal i nyere grønlandsk musikhistorie.
Senest har bandet udgivet et akustisk album med både nye sange og nyfortolkninger af ældre numre. Det vidner om et band, der konstant udvikler sig, men som altid holder fast i det, der gør Nanook helt særlige: de fængende melodier, det tætte sammenspil og evnen til at skabe musik, der rører publikum – også dem, der ikke forstår sproget.
Nanooks koncerter er mere end musik. De bliver ofte samlingspunkter for grønlandsk kultur, stolthed og fællesskab, hvor bandets smittende energi og stærke nærvær skaber en helt særlig stemning. Fans rejser endda på tværs af landegrænser for at opleve bandet live.
Gå ikke glip af en aften med Nanook på Nordatlantens Brygge den 4. december. Der forventes stor interesse for koncerten, så det anbefales at sikre sig en billet i god tid.
PRAKTISK INFO & BILLETSALG
Dørene til salen og dens café med nordatlantiske drikkevarer åbner kl. 20.15
Koncerten begynder kl. 21 og varer til ca 23 (inkl. pause)
Entré: 170,-
Onlinebilletsalg