WORKSHOP: EGNE FLERVAREDE MØNSTRE
Lær at lave egne flervarede mønstre, når strikkedesigneren Katrina í Geil afholder workshop på Pakhusstrik 2025
Søndag 14. september 2025 kl. 9.45
På Færøerne har man en lang tradition for at udvikle sine egne mønstre til trøjerne. Med afsæt i de smukke traditionelle færøske mønstre introducerer Katrina dig for innovative metoder, så du kan skabe uendelig mange af dine egne unikke mønstre. Vi arbejder med mønsterudviklingen på papir, så du hurtigt og effektivt bliver ført gennem de forskellige trin i designprocessen og lærer, hvordan du kan udvikle nye mønstre, klar til brug.
WORKSHOPPENS FORMÅL:
At skabe større viden om, hvordan du kan skabe dine egne mønsterrapporter, herunder
- indsigt i dit eget mønsterudtryk
- hvordan man kan udvikle ud fra eksisterende mønstre
- hvordan små skift kan skabe en stor forskel
- hvordan kvantitet kan være med til at udvikle bedre kvalitet
- hvordan farver kan benyttes til at ændre mønsteret
OM UNDERVISEREN
Katrina í Geil er en af Færøernes dygtigste strikdesignere. Hun er uddannet designer i strik fra Designskolen Kolding og har en Master i design fra Kunstakademiets Designskole med fokus på beklædning og personlig æstetik.
Hendes kunstneriske øje og store viden om design, strik og personlig styling hjælper kvinder til at navigere i de mange muligheder og vælge deres yndlingstøj og - strik, som de elsker og bruger længe.
PRAKTISK INFO & BILLETSALG
Sted: 5. etage, Øst-salen
Varighed: 3 timer
MEDBRING:
Materialer: blyanter/tuscher i forskellige farver, tape, ternet A4 papir.
PAKHUSSTRIK 2025
Arrangementet indgår i Pakhusstrik 2025. Adgang til festivalen kræver partoutbillet. Læs mere om den nordatlantiske strikkefestival på nordatlantens.dk/pakhusstrik