FORBINDELSER / ATTAVEQATIGIINNERIT
Enestående udvalg af grønlandske værker fra tre kunstsamlinger i Danmark
6. september 2025—25. januar 2026
Dette er ikke en Grønlands kunsthistorie. Dette er heller ikke kunst, som handler om Grønland. Det er ikke grønlandsk kunst. Det er kunst. Kunst lavet af kunstnere, som forbinder sig med hinanden.
Udstillingen præsenterer værker af Anne-Birthe Hove (1951-2012), Arnannguaq Høegh (1956-2020), Aka Høegh (f. 1947), Hans Lynge (1906-1988), Bolatta Silis-Høegh (f. 1981), Jessie Kleemann (f. 1959), Simon Kristoffersen (1933-1990), Kristian Fly (f. 1976), Gukki Nuka Møller (f. 1969), Buuti Pedersen (f. 1955), Kîstat Lund (1944-2017), Pia Arke (1958-2007), Jens Rosing (1925-2008), Lars Møller (f. 1967), Frederik ”Kunngi” Kristensen (1952-2021), Kristian Olsen aaju (1942-2015) og Persida Lund (1935-2020).
Værkerne og kunstnerne forbinder sig med hinanden gennem motiver, materiale og processer. Og de har utallige forbindelser ud af dette udstillingsrum, ud til forskellige kunstscener og til forskellige steder. Og de er forbundet, fordi de alle har forbindelser til Grønland/Kalaallit Nunaat.
De er alle værker udlånt fra tre kunstsamlinger i København: Grønlands Repræsentation, Arktisk Institut og Det Grønlandske Hus i København. I kataloget er der en guide gennem værkernes forbindelser, sådan som de præsenteres her. Værkerne kunne også have forbundet sig anderledes. Og denne tekst kunne have knyttet utallige andre forbindelser mellem kunstnere, værker og verden derude.