Nordatlantens Brygge søger en deltidsansat assistent til konferenceafdelingen
Er du udadvendt og serviceminded, og elsker du at planlægge og gennemføre møder, konferencer og andre arrangementer? Så har vi muligvis det rette job til dig.
Sideløbende med kunst og kulturformidling driver Nordatlantens Brygge en konferenceafdeling i det enestående pakhus på Christianshavns havnefront – med udsigt over København, Nyhavn, Operaen og Skuespilhuset.
Arbejdsopgaver
Med reference til den ansvarlige for vores møde- og konferenceafdeling vil du arbejde med salg af vores smukke møde- og konferencelokaler. Arbejdsopgaverne vil bl.a. omfatte at
- svare på henvendelser fra potentielle kunder og udarbejde skræddersyede tilbud
- fremvise lokaler til udleje
- organisere og afvikle arrangementer
- indkøb til og ajourføring af lager
- modtage og oplære nyt personale
- udarbejde oversigter over medarbejdernes arbejdsopgaver
- følge op på diverse opstillinger til forskellige arrangementer
- kontakt til eksterne leverandører vedr. forplejning
Dine kvalifikationer
Vi forventer, at du:
- taler og skriver godt dansk
- kan tale og skrive engelsk
- er fortrolig med word og excel
- arbejder struktureret og effektivt, kan holde god orden omkring dig, har overblik og er omgængelig
- Er fleksibel i forhold til arbejdstiden, da aften- og weekendarbejde kan forekomme
Det er en fordel, at du har relevant uddannelse og erfaring med konferencevirksomhed. Det er desuden en fordel, at du har kendskab til og evt. taler et eller flere af sprogene fra de tre nordatlantiske lande: Grønland, Færøerne og Island. Du er god til at indgå i et team, arbejde selvstændigt og detaljeorienteret, og du forstår at prioritere og planlægge dine arbejdsopgaver, og at udnytte din arbejdstid effektivt. Du er endvidere pligtopfyldende og stabil, hvad angår mødetider.
Du vil få mulighed for at udvikle dig både fagligt og personligt og have indflydelse på dit eget arbejdsområde.
Nordatlantens Brygge er en spændende arbejdsplads med mange forskellige typer arrangementer. Vi tilbyder en god kantineordning og et godt internationalt arbejdsmiljø i smukke historiske rammer.
Vilkår
Stillingen som assistent i konferencen er normeret til 20 timer om ugen. I travle perioder er det muligt at arbejde i flere timer, ligesom det er muligt at supplere med vagter ifm. institutionens øvrige aktiviteter.
Tiltrædelse
Tiltrædelse ønskes 1. januar 2026 eller snarest muligt.
Om os
Udover møde og konferencevirksomhed omfatter Nordatlantens Brygges aktiviteter tilrettelæggelse, formidling og afvikling af udstillinger og kulturelle arrangementer med tilknytning til Færøerne, Grønland og Island.
Derudover har vi en skoletjeneste, og vi står for drift og vedligeholdelse af bygninger og omkringliggende kajarealer.
Nordatlantens Brygge huser desuden Færøernes og Grønlands repræsentationer og Islands Ambassade samt Restaurant Barr.
Læs mere om Nordatlantens Brygge på www.nordatlantens.dk.
Yderligere oplysninger
For flere informationer kontakt venligst konferencechef Lára Guðnadóttir Lindgren
på tlf. +45 2464 5295 eller email: lgl@bryggen.dk
Ansøgning
Ansøgninger mærkes ”Assistent” og sendes med cv, relevante eksamensbeviser og anbefalinger på e-mail til ansogning@bryggen.dk senest mandag den 8. december 2025 kl 12.
