MONUMENTET
Hør forfatterne Martine Lind Krebs og Astrid Nonbo Andersen fortælle den fascinerende historie, som de udfolder i deres nye bog Monumentet - Billeder af Grønland i Danmark i 100 år.
Torsdag 22. januar 2026 kl. 17
Monumentet er den fascinerende og komplekse historie om Grønlandsmonumentet, der blev opstillet på Christianshavns Torv i 1938. Bogen kaster lys over monumentets historie – og stiller skarpt på de billeder, idéer og forestillinger, man i Danmark gjorde sig om Grønland i den periode monumentet blev skabt.
OM BOGEN OG FOREDRAGET
"Grønlandsmonumentet, dets historie og de mange tolkninger af det, kan fungere som et prisme til, hvordan Danmark har betragtet Grønland gennem de seneste 100 år – og hvordan grønlændere aktivt har forsøgt at ændre på de forestillinger." – står der bl.a. i bogen.
Men hvorfor står der et monument af fem grønlændere midt i menneskemylderet på Christianshavns Torv i København? Hvad er det egentlig for et monument? Hvad skulle det symbolisere? Hvorfor har grønlandske kunstnere brugt det igen og igen, og hvorfor har nogen foreslået at fjerne det?
I deres søgen efter svar fortæller Martine Lind Krebs og Astrid Nonbo Andersen den sælsomme historie om den grønlandske mand og kvinde, der stod model, og deres liv i mellemkrigstidens København – og om kunstneren og hans kærlighed.
De tager os med på en rejse gennem de billeder og forståelser af Grønland, der dengang blev skabt af danske kunstnere, forskere og politikere i en periode, hvor Danmark og Norge kæmpede om retten til Grønland. Billeder som stadig hænger ved i dag.
Det er samtidig fortællingen om, hvordan grønlandske politikere protesterede ved domstolen i Haag, og om hvordan grønlandske politikere, kunstnere og aktivister gennem hele det 20. århundrede og frem til i dag har forsøgt at gøre op med de danske forestillinger.
PRAKTISK INFO & BILLETSALG
Foredraget varer a 60 min og derefter besvares spørgsmål fra salen. Arrangementet forventes at vare 90 minutter
Salen og dens café åbner 45 minutter før start. Der er unummerede pladser så kom i god tid.
Bogen sælges i salens café og signeres efter foredraget.
Entre 80 kr. Onlineforsalg
MEDVIRKENDE
Martine Lind Krebs er journalist og antropolog og opvokset i Grønland. Hun har arbejdet som journalist og redaktør på grønlandske medier og er forfatter til flere undervisningsmaterialer om Grønland og Rigsfællesskabet.
Astrid Nonbo Andersen er forsker og idéhistoriker, opvokset i København tæt på Christianshavns Torv. Hendes forskning beskæftiger sig indgående med historiepolitik og erindringer om kolonitiden i Danmark og dets tidligere kolonier.


