Guðrið Hansdóttir
Oplev tradition og fornyelse smelte sammen til et unikt og personligt udtryk, når vi slår dørene op for en solokoncert med den færøske sangerinde Guðrið Hansdóttir
Fredag 6. februar 2026 kl. 20
Med seks anmelderroste soloalbum bag sig og mere end to årtier på den færøske og internationale musikscene har Guðrið Hansdóttir cementeret sin position som en af Nordens stærkeste folkpop-stemmer. Som sanger, sangskriver og komponist inviterer hun publikum ind i et sanseligt univers, hvor mørke, kærlighed, havet og livets store dilemmaer udfolder sig – båret af en stemme og et nærvær, der fænger fra første tone.
Guðrið har gennem årene optrådt på festivaler og spillesteder i både ind- og udland, bl.a. Spot Festival, By:Larm, Iceland Airwaves og SXSW. Med sin kombination af personlig lyrik og fængslende melodier har hun opnået et bredt publikum og markeret sig som en original og vedkommende stemme på den nordiske musikscene. Hendes seneste udgivelse Gult Myrkur (2022) modtog stor anerkendelse og vandt både Årets Plade og Årets Tekst ved Faroese Music Awards.
Nyt album på vej
I marts 2026 udkommer hendes syvende soloalbum Sýrublað (”syreblad” på færøsk), som markerer et nyt kapitel i hendes kunstneriske rejse. Albummet er skrevet og komponeret med fokus på naturen, sanselighed, længsel og bevægelsen væk fra byens støj og tættere på naturens rytme. Sýrublað lover at tage lytteren med på en musikalsk rejse, hvor tradition og fornyelse smelter sammen i et unikt og personligt udtryk.
PRAKTISK INFO & BILLETSALG
Dørene til salen og dens café åbner kl. 19 og koncerten begynder kl. 20
Der er unummererede siddepladser så kom i god tid.
Entré: 150 kr. Onlinebilletsalg
