CAFÉKONCERT: FRIDA BALTZER
Oplev en intim og akustisk fyraftenskoncert med både sårbarhed og styrke, når vi får besøg af Frida Baltzer, der akkompagneres af Óliver Bernburg
Fredag 3. oktober 2025 kl. 17
Frida Baltzer forfører sit publikum med en kraftfuld blanding af sårbarhed og styrke, der trækker lytteren ind i en cinematisk verden fyldt med intensitet og rå ærlighed. Med en unik fusion af pop og folk skaber hun et dynamisk og legende lydunivers, der både er dybt gennemtænkt og uimodståeligt intuitivt.
I februar 2025 udgav Frida Baltzer sin debut-EP Mens Jeg Venter, hvor hun med stor musikalitet og personlig nerve udforsker længsel, kærlighed og trangen til at følge sine drømme. Dette er musik, der ikke bare høres, det mærkes.
Intimt og nærværende i duoformat
I denne intime duo-opsætning, hvor Frida Baltzer (DK) mødes med guitarist Óliver Bernburg (IS), får sangene nyt liv og folder sig ud i et mere nærværende og akustisk format, hvor publikum kommer helt tæt på både musikken og historiefortællingen. Det er en oplevelse, hvor nuancerne træder tydeligt frem, og hvor Frida Baltzers stemme og nærvær får lov at skinne i al sin ægthed.
CAFÉKONCERTER – FRI ENTRÉ
Vores hyggelige café danner rammen om en serie intime fyraftenskoncerter, hvor du kan tage hul på weekenden til skønne klange fra nord.
Koncerterne spilles kl. 17 og varer ca. 30 minutter.
Der er gratis adgang og caféen med nordatlantiske øl holder åbent til kl. 20.