CAFÉKONCERT: EYRÚN INGA MAGNÚSDÓTTIR (IS)
Oplev en intim og akustisk fyraftenskoncert med en blanding af nye kompositioner og covernumre, når vi får besøg af islandske Eyrún Inga Magnúsdóttir, der akkompagneres af Kjartan Jósefsson Ognibene (IS)
Fredag 7. november 2025 kl. 17
Islandske Eyrún Inga Magnúsdóttir er en rytmisk sangerinde og musikpædagog, baseret i København. Ved siden af at tage en kandidatuddannelse på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium arbejder hun som musikpædagog og siden 2020 som kvindekoret Dóttirs dirigent.
Sammen med Dóttir har hun deltaget i mange sjove opgaver, bl.a. på CPH Stage-festivalen og som backing vocals for den danske artist Nana Jacobi. Som soloartist har hun afholdt flere koncerter, bl.a. i Nordatlantens Hus i Odense og i koncerthuset Harpa i Island.
Programmet vil byde på forskellige coversange, der tematiserer kærlighed og relationer, og som blandes med nye sange, som Eyrún selv har skrevet og uropfører ved koncerten, hvor hun akkompagneres af Kjartan Jósefsson Ognibene på klaver.
CAFÉKONCERTER – FRI ENTRÉ
Vores hyggelige café danner rammen om en serie intime fyraftenskoncerter, hvor du kan tage hul på weekenden til skønne klange fra nord.
Koncerterne spilles kl. 17 og varer ca. 30 minutter.
Der er gratis adgang og caféen med nordatlantiske øl holder åbent til kl. 20.