Åbningstid i dag: 10-17
Åbningstid i dag: 10-17
Åbningstid i dag: 10-17
Åbningstid i dag: 10-17
Åbningstid i dag: 10-17
Åbningstid i dag: 12-17
Åbningstid i dag: 12-17
Menu

POESI UDEN GRÆNSER 2022

Med Mette Moestrup, Gerður Kristný, Sara Rahmeh, Dania O. Tausen, Muniam Alfaker, Anders Hastrup og Naja Bjørnsson.

Lørdag 1. oktober 2022 kl. 15

For syvende år i træk præsenterer vi Poesi uden grænser - et tværkulturelt og stemningsfuldt lyrikarrangement, der blander poesi fra forskellige lande i vores litteratursalon NordOrd.

Årets program byder på poesi med rødder, der forgrener sig mellem Danmark, Færøerne, Irak, Island og Syrien. Og de medvirkende poeter er Mette Moestrup, Gerður Kristný, Sara Rahmeh, Dania O. Tausen og Muniam Alfaker. Vi får også besøg af litteraturformidlerne og oversætterne Anders Hastrup* og Naja Bjørnsson, der i år fortæller om og læser eksempler på syrisk poesi. Anders Hastrup læser digte af Hala Mohammad og Naja Bjørnsson digte af Rasha Omran.

*Den oprindeligt annoncerede June Dahy har meldt afbud og afløses af Anders Hastrup.

ARRANGEMENTET
Broderparten af oplæsningerne bliver på dansk, og enkelte af digtene læses på både originalsproget og i dansk oversættelse. 

Arrangementet varer i alt 120 minutter (inkl. pause).

Der vil være bogsalg i litteratursalonens café, som åbner en time før det starter.


Entré: 60 kr.
Onlinebilletsalg.

Poesi uden grænser 2022 er arrangeret af litteratursalonen NordOrd på Nordatlantens Brygge i samarbejde med Assununu, Det Syriske Kulturinstitut og Islands Ambassade med støtte fra Statens Kunstfond.


 

 

MEDVIRKENDE 

Mette Moestrup (f. 1969) debuterede i som forfatter med digtsamlingen Tatoveringer i 1998 og har bl.a. skrevet digtsamlingerne Golden Delicious (2002), kingsize (2006), Dø, løgn, dø (2012) og Til den smukkeste (2019). I 2021 udkom hendes og klassisk filolog Mette Christiansens gendigtning fra æolisk af Sapfo, som hun præsenterer og læser op fra.

Dania O. Tausen (f. 1998) er færøsk poet, der debuterede i 2020 med digtsamlingen Skál (Skål), hvis tematisering af hendes dobbeltliv i hhv. en kristen menighed og et sekulært down town Tórshavn fik stor opmærksomhed, som også blev underbygget i 2021 af dokumentarfilmen Skál (Skål). Digtsamlingen findes i dansk oversættelse, som hun vil læse op fra.

Sara Rahmeh (f. 1985) er en dansk digter og poetry-slammer med baggrund i Høje Taastrup og Syrien. Hun har optrådt med oplæsninger og poetry-slam siden 2017, og i 2021 debuterede hun på Alpha Forlag med digtsamlingen Langt væk og lige om hjørnet, der bearbejder en kvindes splittelse mellem to kulturer.

Gerður Kristný (f. 1970) er islandsk digter og forfatter, der kendes i Danmark for romaner som Hestvik og Smarties og digtsamlinger som Blodhingst, Drapa og senest Sjælemesse (alle udgivet på Forlaget Vandkunsten), og hun læser op fra sidstnævnte.

Muniam Alfaker (f. 1953) er irakisk poet, der kom som flygtning til Danmark i 1986. Er udkommet på talrige sprog og i Danmark især med en række digtsamlinger, siden Sky på flugt udkom som den første i 1988. Er desuden stifter af den dansk-arabiske kultur-sammenslutning Assununu, der i tre årtier har stået for tværkulturel forfatterudveksling.

June Dahy (f. 1953) er oversætter, litterat og studielektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, der aktuelt bl.a. oversætter og formidler syrisk poesi. Det gælder også hendes universitetskollega, Naja Bjørnsson (f. 1989), der er phd-studerende på Lund Universitet og bl.a. en af redaktørerne bag arabisklitteratur.dk. De vil sammen fortælle om aktuel poesi fra Syrien og hver især læse udvalgte poeters digte, der tematiserer livet i det krigshærgede land.

NB. June Dahy har meldt afbud og afløses af Anders Hastrup, der præsenterer os for digte af den syriske poet Hala Mohammad, og Naja Bjørnssson vil læse digte af den syriske poet Rasha Omran (fra digtsamling ”Panoramer af Død og Ensomhed”, udgivet på arabisk 2014).

Programmet modereres af Birgir Thor Møller, leder af NordOrd på Nordatlantens Brygge.


Årets foto (øverst) er udsnit fra omslaget til Sara Rahmehs digtsamling "Langt væk og lige om hjørnet".

 

Billetsalg

Billetsalg