Åbningstid i dag: 10-17
Åbningstid i dag: 10-17
Åbningstid i dag: 10-17
Åbningstid i dag: 10-17
Åbningstid i dag: 10-17
Åbningstid i dag: 12-17
Åbningstid i dag: 12-17
Menu

Islændingen Eggert Pétursson skaber fuldkommen unikke blomstermalerier. Med sin minutiøse, næsten tredimensionelle gengivelse af islandsk flora, skaber han en subtil og bedragerisk billeddybde.

17. september - 3. januar 2010

ISLANDSKE MALERIER AF EGGERT PÉTURSSON
Den Carnegie Art Award-hædrede islandske maler Eggert Pétursson fortlker den overraskende mangfoldige, islandske flora som ingen anden.

Hvad der ved første øjekast kan ligne et abstrakt motiv, viser sig ved nærmere eftersyn at være komplice¬rede, næsten tredimensionelle og videnskabeligt præcise gengivelser af Islands blomster og vækster. I kraft af sine store botaniske viden og et uendeligt antal omhyggeligt placerede penselstrøg, gengiver Eggert Pétursson i detaljer hver enkelt blomsts kronblad, stængel og blad, og afslører med svimlende virkning, et rigt og varieret univers af vækster og farver.

Den islandske flora, som strækker sig over landets tilsyneladende golde tundra, er konsekvent Eggert Péturssons eneste motiv, og har stort set været det siden hans første udstilling i Island i 1980. Hvor andre har været fristet af at ladet blikket feje hen over de storslåede vidder, hviler Eggert Péturssons øjne på det, der ligger for hans fødder. Time efter time, måned efter måned - sågar år efter år - har han studeret sprækker, hulninger og andre afgrænsede områder - zoomet ind på det univers og mylder af farver og former, der gemmer sig dér. Selv betegner han sine værker som "konstrueret natur", og motiverne udspringer fra hans livslange interesse og passion for landets flora og dens natur.

Eggert Pétursson er født i Reykjavik i 1956, hvor han også er bosat. Han er uddannet ved Jan van Eyck Akademie i Maastricht og før det ved The Icelandic School of Art and Crafts 1976-79 og The Reykjavik Art School 1974-78. Eggert Pétursson har udstillet siden slutningen af 1970'erne, frem for alt på Island, men også i Europa, USA og Japan.

Eggert Pétursson er repræsenteret i Galleri i8 i Reykjavík og på flere af Islands vigtigste museer og institutioner som National Gallery of Iceland, Reykjavik Art Museum, The Living Art Museum i Reykjavík, Kopavogur Art Museum i Kópavogur samt i andre offentlige samlinger som f.eks. Landsbanki Islands i Reykjavik.

Eggert Pétursson var nomineret til Carnegie Art Award i 2004 og i 2006 blev han hædret med Carnegies 2.-pris på 600.000 svenske kroner.

BLOMSTERLANDET er Eggert Péturssons første separatudstilling i Danmark og alle værkerne er nye og har ikke været udstillet tidligere. Til den aktuelle udstilling på Nordatlantens Brygge er der produceret et katalog med tekster af kurator Ólöf K. Sigurðardóttir og forfatter Andri Snær Magnason.